Boblen.

Mange snakker om å være i en tilstand hvor man ikke får helt med seg hva som skjer rundt en. Den såkalte boblen. Den har jeg nå igjen klart å rote meg inni. Jeg vet ikke helt hvordan jeg har klart det, men her sitter jeg nå. Igjen. 
Følelsen av å ikke forså hva folk sier til deg eller ikke klare å frem ordene er litt vanskelig å beskrive. Jeg ser at jeg blir snakket til, jeg ser at de prøver å gi meg en beskjed, men jeg får ikke med meg ordene. De flyter rundt og henger ikke sammen. Jeg blir ofte ganske irritert når dette skjer. Får lyst til å skrike og gråte. Her om dagen tok jeg meg selv i å sparke til kanten på sengen uten å vite helt hvorfor jeg ble så sint. Jeg liker det ikke. Det er ikke sånn jeg er. Jeg er ingen sint person. 

Nå har det gått over et år siden alt skjedde og jeg hadde kanskje håpet at ting skulle begynne å bli litt lettere. Men jeg faller stadig tilbake i boblen, hvor jeg stenger meg inne. 
Rettssaken er ferdig, dommen har falt og kommisjonen har kommet med sin rapport. "Nå går kanskje ting tilbake til normalen." tenkte jeg. Men nei. Uansett hva jeg gjør eller hvor jeg går blir jeg minnet på hendelsen. Ikke bare i form av medieoppslag og liknende, men småting. Det er ikke alltid jeg skjønner hva som gjør at jeg tenker på det en gang. "Du må nå komme deg videre, og begynne å tenke fremover. Legge fremtidsplaner." hører jeg ofte. Men jeg klarer det ikke, vil så veldig gjerne. Men klarer ikke. Jeg skulle ønske at jeg hadde konsentrasjonen og energien til å fullføre vidregående som alle andre. Jeg skulle ønske at jeg ikke var redd for å bli skutt igjen. Jeg skulle ønske alt ble bra. Jeg skulle virkelig ønske at jeg kunne si at klarer meg fint i hverdagen og har det bra, men det er ikke sannheten.

Kommunepsykologen snakket om at vi måtte huske at vi er de samme personene som vi var før 22.juli, men jeg kan til tider ikke huske hvordan jeg var før. Stadig kommenterer folk at jeg har blitt så annerledes, men jeg forstår ikke hva de mener. Ja, jeg er mer nervøs, oppmerksom og kristisk. Men jeg er jo fortsatt Marte? Hun med den tørre humoren og som ler ganske høyt. Hun som liker å diskutere alt og som hater urettferdighet. 

Jeg vet ikke om jeg er meg selv lenger.. 
Noen ganger tenker jeg at jeg byttet kropp den dagen. At jeg ikke er Marte lenger. 

Jeg tar gjerne imot råd, hvis dere har! 

Masse kjærlighet

10 kommentarer

Lille Bast

07.09.2012 kl.18:40

Jeg vet hva du trenger!!! Du trenger en aldri så liten bytur og et cafe besøk med meg!! :)

Alt skal bli bra til slutt, Marte! Men alle er forskjellige og alle bruker forskjellig tid. Glad i deg vennen min <3

Klem fra hun jenta som digger deg!!!

Linda o Hansen

07.09.2012 kl.18:42

Herlige Marte. Du vil for alltid være samme Marte, samme gode Marte.

"Du må nå komme deg videre, og begynne å tenke fremover" NeiNeiNei. Det er kun du Marte som bestemmer når du føler for å komme deg videre, eller når du klarer å komme deg videre. Det er aldri lett å komme seg videre, men det er lett for andre å si at du skal komme deg videre. Bruk den tiden du trenger Marte. Jeg vil alltid være her for deg uansett, stille opp.

At du har dager som er vanskelige, at du blir irritert og sint, at du er sliten og lei deg, det er helt forståelig. Det er ingenting unormalt i det, du har all grunn til å gråte, være sint og frustrert. Men du skal vite at du har venner rundt deg, som alltid vil stille opp for deg. Du fortjener kun det beste.

Jeg er så glad for at jeg fikk muligheten til å bli kjent med deg på Høstkonferansen. Du er utrolig herlig! <3 Du er sterk!

Hege

07.09.2012 kl.19:31

Alt kommer til å bli bra en eller annen gang. Alt kommer til å føles normalt en eller annen gang. Jeg synes du skal ta tiden til hjelp, den tiden som DU trenger. Vi er alle forskjellige som mennesker. Noen klarer å skyve vonde minner bakerst i hjernen raskt. Andre bruker lengre tid for å bearbeide traumatiske opplevelser. Dette vil gi seg utslag i motivasjon, konsentrasjon og energinivå. Om ikke du har motivasjon til å fullføre videregående akkurat nå, så gjør deg ferdig med skolegangen når du er klar og har energi til å gjøre det. Slapp av i hverdagen og gjør det som du synes er meningsfullt og gøy!

Stå på videre, Marte! Du er så utrolig sterk! Tenker på deg og håper det aller beste for deg.

Hege :)

Anne Hamrell

08.09.2012 kl.11:21

Grunntrekkene hos deg Marte de er der og de vil være med deg videre i livet-din sans for humor,din latter,ditt engasjement,lysten på diskusjoner,sette fingern på urettferdighet og være opptatt av samfunn spørsmål slutter du ikke med. Nå må du bruke kreftene dine i annen dimmesjon. Du har som et meget ungt menneske -sett døden,vært nær døden,du har kjent kroppen din blitt fylt av redsel og angst. Katastrofen skjedde rundt deg, opplevelsen av det håpløse det menigsløse og det uforklarlige har rammet deg... Så er det slik at det vi mennesker møter i livene våre både på godt og vondt - er med å gjøre oss til de mennesker" vi blir" Ting tar tid- tiden leger IKKE ALLE SÅR.. Det blir en prosess for å leve med det du har opplevd og hvordan orke å leve et bra liv med dine erfaringer. Det er ingen fasit,det er ingen enkle forklaringer.. Mulig at turene" inn i boblen" etterhvert ikke kommer så ofte.. Fortsett med åpenhet,sett ikke lokk på det du kjenner på og lytt til deg selv.. Det er du som selv "vet" når tiden er inne og la deg ikke distrahere av "at det sies at du må gå videre" For du går videre du Marte -med den refleksjonen jeg leser i bloggen din så er du på vei.. Tålmodighet er ikke lett å ha for du vil jo så raskt som mulig videre med drømmene dine . Men hvis vi ser på elva som en prosess -så kan vi ikke skyve på den for å få den til å gå raskere... Ting tar tid... Klem

08.09.2012 kl.17:35

Herre gud, jag kan inte ens tänka mig hur tufft du har haft det under det senaste året. Din Utoya historia måste varit den hemskaste jag har läst. Förstår att det är svårt att gå vidare. Ta hand om dig, jag är säker på att alla dina nära och kära är stolta över dig!

Emma

08.09.2012 kl.17:39

Du skriver så oroligt bra! du borde skriva en bok om dina tankar och hur du tar dig igenom vardagen efter denna tragiska händelse :(

viktor

10.09.2012 kl.13:17

Det är verkligen otroligt svårt att komma över, men det gäller att inte låta det överta dig!

Man kommer kanske inte över det du har varit med om, men man måste lära sig leva med det även om det är otroligt svårt!

Kämpa på Marte, du är värd all lycka! <3

Mikaela Martinsson

10.09.2012 kl.21:07

åh Marte, jag tänker på dig så himla ofta!

Du är en person som jag ser upp till så otroligt mycket. Just för att du är så omtänksam, ödmjuk och så underbart snäll. Tänker på allt och alla.

Fortsätt bara att kämpa, det kommer lösa sig. (jag vet att det är lite klyschigt) men det KOMMER VERKLIGEN BLI BRA!

Du är en sådan himla underbar människa och någon där ovan, vem det nu är, kommer att se till att det blir lättare i framtiden. Maria är med dig. Hon vakar över dig och håller dig trygg. Hon kommer att skydda dig.

Fortsätt kämpa på underbara människa!<3

Masse kjærlighet

Stian

18.09.2012 kl.00:13

Jeg tenker ofte at du har forandra deg og det er jo igrunn ikke så rart. Du har opplevd en traumatisk hendelse av en annen verden. Men jo mer jeg tenker på det jo mer forstår jeg at du rett og slett er blitt voksen. Og de forandringene du viser utad er ihvertfall positive gode trekk, og du har fortsatt tørr humor og liker fortsatt å diskutere og er i mot alt som er urettferdig. Når vi sitter i stua hos mamma eller hjemme hos meg og du ikke helt er klar over at jeg ser på deg der du sitter å ler og skravler med de andre, så ser jeg fortsatt den lille søte lillesøsteren min med bollekinn og et herlig glis når du ler. Akkurat det samme ansiktet du hadde da vi var små. Akkurat den samme latteren og akkurat de samme øynene. Jeg er akkurat like glad i deg og du er fortsatt akkurat like mye Marte. =D

Christina Lausen

03.10.2012 kl.08:07

Selvfølgelig er du Marte, du har alle de skønne og gode kvliteter, de dårlige vaner og mange andre ting endnu. Men selvfølgelig har du også forandret dig, det kan man ikke undgå efter det du har oplevet. Og en ting er sikkert, du vil aldrig blive den du var. Det er der ingen der gør, også dem som ikke har oplevet det du har, alle forandre sig igennem livet.

Det er svært at definere hvad normalt er, men hvis vi nu siger "den gamle Marte" er normalt, så vil jeg næsten vide mig sikker på at hun ikke kommer tilbage. Hun forsvandt d.22/7-12, og det er også noget man måske skal bearbejde, acceptere og give slip på. Både dig, men også alle de som kendte dig. Det er måske ikke nemt, men det er sådan det er, desværre.

At tingene skal begynde at gå fremover, det kan man ikke sætte en tidskala på. FOr nogen går der et år, andre 5, for nogen vil livet aldrig blive det samme. Og det er nok det som er det sværeste, at vide man godt kunne have gjort det men nu kan man pludselig ikke. Det betyder dog ikke at du ikke kan få et fantastisk liv, at du opnår en masse og får et liv fyldt med gode minder og glæde. Men det betyder at det bare bliver på en anden måde, og der er ingen rigtig måde at gå igennem livet. Så længe du gør dit bedste, at du er glad for det du vælger og at du huske at smile og grine <3 Du har et helt igennem vakkert smil!!

Ved ikke om noget af det jeg skrev hjalp, eller om det gav mening! Men du skal vide at jeg fortsat beundre din kampgejst, og at du stadig har min fulde støtte og kærlighed. Always and forever :) <3

Stort klem

Skriv en ny kommentar

hits